Ifølge pamfletten er troen på holocaust resultatet af en jødisk konspiration,
der skulle gennemtvinge oprettelsen af Israel og plante et skyldkompleks i de
vestlige lande og hermed sikre moralsk og økonomisk støtte til Israel og
alverdens jøder i al fremtid. For at udbrede og opretholde holocaustmyten
koordinerede de jødiske konspiratorer enorme mængder vidneudsagn fra
'ofre'. Desuden blev tusinder af tyskere, østrigere, ukrainere og andre
nazikollaboratører, der fra 1945 og til langt op i 1970erne blev dømt for
forbrydelser i dødslejrene, torteret, indtil de kom med de ønskede tilståelser.
Titusindvis af dokumenter blev forfalsket og på snedigste vis placeret i arkiver
rundt om i verden.
Også faghistorikere, der beskæftigede sig med holocaust, blev overtalt til at
gå med i konspirationen. Enten frivilligt eller fordi de måtte frygte, hvilke
repressalier de kunne blive udsat for fra den magtfulde jødiske
sammensværgelse, hvis de stod frem og erklærede, hvad de, ifølge
forfatteren til Did 6 Million Really Die?, godt vidste var sandt: at holocaust er
en myte. Ifølge pamfletten.
Pamfletten var ikke ny. Den blev skrevet i starten af 1970erne af Richard
Verall, der på det tidspunkt var redaktør af den engelske nyfascistiske
organisation National Fronts publikation Spearhead.
På Zündels lagerliste var også titler som The Hitler We Loved And Why,
Hitler The Unknown Artist samt et fantastisk værk ved navn UFOs: The
Secret Nazi Weapon der handler om nazisternes hemmelige ufo-baser på
Antarktis, om hvordan de blev indrettet dybt i Jordens indre under Sydpolen,
og om hvordan Zündel agter at arrangere en ekspedition dertil for at finde
dem.
Men i 1988 handlede det ikke om Sydpolen. Det handlede om Polen og hvad
der var foregået der under Anden Verdenskrig. Ernst Zündel havde ved at
forsøge at føre sandhedsbevis for pamflettens påstande held til at dreje
retssagen væk fra spørgsmålet, om han havde forhånet en etnisk minoritet
ved at udbrede falske nyheder om, hvorvidt massemordet på jøderne
overhovedet havde fundet sted. Logikken heri var, at han ikke ville kunne
dømmes for udbredelse af løgnagtig racistisk propaganda, hvis han kunne
bevise, at han havde ret i, at holocaust ikke havde fundet sted.
Til dette formål fremskaffede Zündel en række såkaldte ekspertvidner, der
skulle hjælpe med at føre sandhedsbevis for pamflettens påstande.
Blandt disse var en engelsk forfatter ved navn David Irving. Han var en
forkætret skikkelse, der især havde udmærket sig ved en kontroversiel
biografi over Adolf Hitler, hvori han hævder, at Hitler ikke kendte til
'Endlösung'. Frem til 1988 havde Irving aldrig benægtet holocaust. Han
havde, ud over forsøgene på at rense Hitler for skyld, stort set undgået at
beskæftige sig med emnet i sine bøger og på intet tidspunkt benægtet
nazisternes massemord på Europas jøder.
Men umiddelbart før Irving skulle vidne i retssagen, ændrede han radikalt sin
holdning til dette spørgsmål. Angiveligt fordi han blev konfronteret med
pamflettens 'afsløringer' og fordi han fik forelagt den såkaldte Leuchterrapport
- en rapport lavet af en amerikansk henrettelsesudstyrskonstruktør ved navn
Fred Leuchter, der af Zündel blev betalt for at rejse til Polen og tage prøver af
resterne af gaskamrene til analyse. Den færdige rapport postulerede, at de
gasrester, der blev fundet, var så små, at de påståede gaskamre aldrig
kunne have fungeret effektivt.
Selv om Fred Leuchter allerede før Irvings vidneudsagn var blevet afsløret som
totalt uvidende om selv de mest elementære egenskaber ved Zyklon B,
gaskamrenes oprindelige konstruktion og håndteringen af gassen, og selv
om det var kommet frem, at Leuchter løgnagtigt havde udgivet sig for
ingeniør, holdt Irving fast ved sin nye overbevisning: Holocaust var svindel.
I vidneskranken forklarede Irving til Zündels forsvarer, at han, som et resultat
af sine nye opdagelser, ikke mente, at der noget sted i det nazistiske
bureaukrati havde eksisteret en plan om at udrydde Europas jøder, at han
ikke mente, at nazisternes egne rapporter om henrettelser af jøder på
østfronten af de såkaldte Einsatzgrupper var autentiske, og frem for alt, at
der aldrig havde fundet systematiske massegasninger sted.
Dermed distancerede Irving sig ikke alene fra samtlige faghistorikere, men
han lod sig også velvilligt omklamre af de allermest rabiate antisemitter og
højreekstremister. Hvorvidt dette var et overlagt træk, som Irving foretog, fordi
han nok engang troede, at han kunne være historieskrivningens enfant
terrible og samtidig bevare sit omdømme som en kompetent Hitlerbiograf,
eller om han virkelig troede på den primitive historieforfalskning, som han blev
forelagt af Zündel, finder vi nok aldrig ud af. Imidlertid har Irving lige siden
konsekvent benægtet gaskamrenes eksistens, ligesom han i stadig stigende
grad har positioneret sig som nazisternes og antisemitternes hofhistoriker.
Tilsyneladende havde Irving regnet med, at han som som forfatter til sin
Hitlerbiografi stadig ville være velkommen i de akademiske kredse og arkiver
rundt om i verden, som han før havde frekventeret, selv om han benægtede,
at den nazistiske stat havde forsøgt at udrydde de europæiske jøder, og
mere end insinuerede, at det var jøderne, der havde foranstaltet et
bluffnummer, hvormed de havde holdt verden for nar i mere end 50 år.
Imidlertid blev det meget hurtigt gjort klart for Irving, at han var helt igennem
uønsket rundt omkring i verden. I Italien, Australien, Sydafrika og Canada er
han nægtet indrejse. Tyskland er han ligeledes udelukket fra, og han har
tidligere siddet fængslet for overtrædelse af landets paragraf om hetz mod
minoriteter som et resultat af at benægte holocaust på tysk jord.
De fleste forskere, der tidligere samarbejdede med eller udtrykte sympati for
Irvings arbejder, ønsker i dag ikke at have noget med ham at gøre. I England
har flere forlag nægtet at trykke hans bøger, og i USA udkommer flere af
dem kun på miniforlaget Historical Review Press. Et forlag ejet af Institute for
Historical Review (IHR), der i mange år har været den internationale
koordinerende faktor i holocaust-benægtelsen internationalt. 'Instituttet'
består dog i dag stort set kun af en postboks i Costa Mesa, og dets
udgivelser begrænser sig til kvartalsskriftet Journal of Historical Review.
Journal of Historical Review indeholder primært benægtelser af de vigtigste
elementer i holocaust.
At komme ind på IHRs forhold til organiseret amerikansk nazisme og
antisemitisme her bliver for omfattende. Lad mig blot nævne, at redaktøren af
JHR, Mark Weber, igennem 80erne også var redaktør for National Vanguard,
der er partiavisen for USAs og verdens største nazistparti National Alliance,
og at IHRs leder Greg Raven også har en lang fortid bag sig på den yderste
højrefløj og er af den opfattelse, at Hitler var dette århundredes største mand
og leder.
IHR har flere gange anvendt David Irving som taler ved seminarer, det
sporadisk arrangerede i 1980erne. I perioder har han også været en særdeles
flittig skribent i JHR. Som en kendt holocaustbenægter har David Irving
naturligvis en biografi på IHRs hjemmeside, hvor han bl.a. er citeret for over
for et publikum af Dresdenborgere at have udtalt følgende om de allieredes
bombardement af byen i 1945:
»Mine damer og herrer, overlevende og efterkommere fra Dresdens
holocaust. Dresdens holocaust skete virkelig. Jødernes holocaust i
Auschwitz' gaskamre er en fabrikation. Jeg skammer mig over at være
englænder«.
Dette er desværre på ingen måde et enkeltstående tilfælde. Efter at
interessen for Irvings meninger og respekten for samme er forsvundet i de
akademiske miljøer, har han vendt sig fuldt og helt imod den alleryderste
højrefløj og har verden over holdt tale for nazistiske og antisemitiske
grupperinger af enhver afskygning.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at det er en rolle, som Irving er svært utilfreds
med. I Ron Rosenbaums bog Explaining Hitler fra 1998, der gennem
interview med en række kendte Hitlerbiografiforfattere prøver at tegne et
billede af deres opfattelse af og forhold til Hitler, forklarer Irving selv, hvordan
han ser på at holde taler foran et sådant publikum:
»Hvad andet kan jeg gøre? Jeg er blevet nægtet en platform globalt, hvor kan
jeg ellers gøre min stemme hørt? Så snart jeg vender tilbage til de normale
fora for debat, vil jeg ryste den upassende sko af, som jeg for øjeblikket står
i«.
At Irving stadig, trods sin afstandtagen fra dem, hyldes som en helt af disse
mennesker, er sigende for deres åndelige niveau og desperate mangel på
frontfigurer med blot et absolut minimum af anerkendelse i den
videnskabelige verden.
Det er i lyset af denne forhistorie, at den aktuelle sag, som Irving har anlagt
mod Deborah Lipstadt, skal ses. Der er adskillige anklagepunkter i sagen,
der skal vurderes af retten, men det centrale i sagen er, at David Irving
hævder, at professor Lipstadt i sin bog Denying the Holocaust uberettiget har
kaldt ham for holocaustbenægter og dermed bevidst været med til at
ødelægge hans omdømme.
For Irvings vedkommende, er der udelukkende tale om spil for galleriet. Som
ovenfor dokumenteret har Irving gentagne gange benægtet holocaust. Helt,
delvist og særdeles konsekvent gennem en periode på 12 år. Irving er ikke
blot i et ophidset øjeblik kommet med en bemærkning, der svagt kunne
antyde noget sådant. Han har på tryk, i medierne og ved foredrag gang på
gang postuleret, at gasningerne ikke fandt sted, at der ikke forelå nogen
ordre om at udføre udryddelserne, at holocaust kort sagt er et fupnummer, og
har velvilligt associeret sig med de mest rabiate elementer på den yderste
højrefløj.
Det centrale spørgsmål er så, hvorfor David Irving anlægger sag om dette
spørgsmål i det hele taget, da man skulle kunne antage, at det ville være en
snild sag at påvise, at Irving benægter holocaust, og hvorfor Irving netop - ud
af de tusinder af mennesker, der har betegnet ham som sådan - har valgt at
anlægge sag mod Deborah Lipstadt.
Svaret skal vi tilbage til den tidligere omtalte retssag mod Ernst Zündel i
1988 for at finde. Gennem denne retssag formåede nazisten Ernst Zündel at
skabe massiv medieopmærksomhed om sine vanvittige teorier. Ved at vende
en sag om forhånelse af etniske minoriteter til et spørgsmål om, hvorvidt
holocaust havde fundet sted, og ved at forsøge at føre sandhedsbevis for sine
påstande formåede Zündel at trække de større medier til.
Troligt troppede medierne op dag efter dag og skrev om denne nazist, der af
en jødisk holocaust-overlevende var blevet anklaget for forhånelse af etniske
minoriteter, og om hvordan den upartiske dommer nu skulle afgøre, hvem der
havde ret, og hvem der løj: nazisten af tysk afstamning eller jøden, der
overlevede holocaust.
Det er en eksponering, der passer i benægternes kram. Ikke alene
fremstilles det, som om der er tale om to jævnbyrdige parter, som hver har
deres egne interesser på spil i sagen. Den jødiske overlevende, der hader
nazister, og nazisten, der vil rehabilitere Hitler og tilsværte jøderne. To parter,
der hver har deres grunde til at være partiske. Over denne partiskhed svæver
dommeren så, den upartiske, der evner at skelne mellem sandhed og løgn.
Dette er netop det image som benægterne gerne vil give den brede
offentlighed. At der er tale om to parter med hver sin interesse i sagen, og
om en videnskabelig diskussion om en historisk begivenhed.
De såkaldte revisionister sætter trods alt bare spørgsmålstegn ved en
historisk begivenhed som så mange andre. Problemet er bare, at vi ikke taler
om, hvorvidt kong Arthur var en historisk person eller en myte. Vi taler om en
direkte anklage mod de mennesker af den jødiske tro, der har gennemgået
ufattelige lidelser i dødslejrene, mistet deres familie, ejendele og må leve
som traumatiserede mennesker resten af deres liv, for ikke alene at lyve om
deres lidelser, men være del af en langt større afpresningsaktion rettet mod
deres bødler, tyskerne. Det korte af det lange er, at holocaustbenægtere er
ideologisk motiverede historieforfalskere.
Derfor er David Irvings søgsmål mod Deborah Lipstadt ikke historien om
Davids kamp mod Goliat. Det er et vel-overvejet og kalkuleret forsøg på at
skabe medieomtale. Irving vil forsøge at trække utallige betalte eksperter ind
i retssalen, forsøge at omfortolke dokumenter til ukendelighed og forsøge at
påpege fejl og mangler for dermed at prøve at dokumentere, at holocaust
ikke fandt sted, og at betegnelsen holocaustbenægter følgelig er et
meningsløst skældsord. Irving ønsker ikke at dokumentere dette over for
dommeren - han er fløjtende ligeglad med dommerens mening, eftersom han
på forhånd ved, han vil tabe, ganske som alle andre benægtere har gjort før
ham.
Problemet er på ingen måde rettens holdning eller sagens udfald. Problemet
er at pressen stiller sig op ved sidelinien og troligt rapporterer fra denne
retssag, som om der faktisk var tale om, at det var holocaust som historisk
begivenhed, der var sået tvivl om. At pressen gang på gang fremstiller David
Irving som en karakter, der ustandseligt bliver jagtet af en nådesløs jødisk
lobby, hvis mål det er at ødelægge hans omdømme, fordi han måske engang
har været en smule 'politisk ukorrekt' og sagt noget provokatorisk, og ikke
som en iskold spiller, der fuldt bevidst har valgt at gøre udbredelse af troen
på en global jødisk konspiration, der igennem 60 år har afpresset hele den
vestlige verden, til sit levebrød.
Det ses primært i den engelsksprogede presse, hvor The Sunday Times
skrev om sagen under overskriften 'Judgment Day for the
Holocaust-historians', men også herhjemme hvor David Gress i sin artikel om
Irving 8.1. i Politiken fremstiller ham som en generelt velrenommeret
historiker og så sandelig også henviser til det tidligere nævnte Institute for
Historical Review som en »neutral kilde« til information om David Irving.
Det er ikke første gang benægterne får taletid i medierne - ikke engang første
gang herhjemme. Men det er første gang, der har været en så relativt
respekteret benægter som David Irving. De fleste, der har et overfladisk
kendskab til hans værker, der ikke er præget af hverken antisemitisme eller
udtalt Hitlerbeundring og som kun i et enkelt af sine større værker direkte
benægter holocaust, vil typisk uden videre købe Irvings historie om, at han så
sandelig ikke er holocaust-benægter.
Irving er en veluddannet, velartikuleret mand, der indgyder tillid, og som trods
alt stadig har stumper af sit omdømme tilbage. Dette er de indtryk, de fleste
får og skriver ud fra. Det er bare ikke korrekt. For selv om han langtfra er
nogen Ernst Zündel, der udgiver bøger om nazisternes hemmelige ufo-baser
og heiler offentligt, er han lige så farlig, og hans ærinde er præcis det
samme.
Medmindre pressen vågner op og indser, at der faktisk ikke er tale om en
debat mellem to konkurrerende teorier, men om et racistisk forsøg på
gennem politiserende pseudovidenskab at lægge en minoritetsgruppe for had
og rehabilitere nationalsocialismen og beslægtede ideologier, så er der ingen
tvivl om, at vi kommer til at opleve en voldsom vækst i antallet af folk, der
faktisk tror på, at holocaust var en myte.