"Den store Holo-svindel"

Af Jamie McCarthy ( http://jamie.mccarthy.org/ )
Dansk oversættelse: Niels Ivar Larsen

Holocaustbenægtere, eller "revisionister" som de selv foretrækker at kalde sig, hævder, at Holocaust aldrig fandt sted.
Mere præcist insisterer de på, at de nazisterne aldrig havde en plan eller politik, der gik ud på at dræbe omtrent 11 millioner mennesker, som de af en eller anden grund ikke kunne lide og hvoraf godt halvdelen var jøder. Da de altså ikke havde en sådan hensigt, begik nazisterne naturligvis heller ikke dette folkemord. Og i særdeleshed gjorde de ikke brug af gaskamre.
Men hvordan er det så gået til, at den almindelige opfattelse over hele verden er, at en sådan uhyggelig begivenhed ved navn "Holocaust" rent faktisk fandt sted? Nuvel. Alt dette beror ifølge "revisionisterne" på et gigantisk svindelnummer. Vi bliver simpelthen alle sammen rent ud sagt fuppet og holdt for nar.
Men svindelnumre opstår jo ikke ud af den blå luft. Svindelnumre forudsætter svindlere. Fupnumre iscenesættes af fupmagere. Hvordan skal det forstås? Jo, lad os prøve at se på sagen igennem "revisionisternes" egne øjne. Lad os prøve at gå med på deres fantasi.

Fra og med 1942 begyndte jøderne at sætte rygter i omløb, om at de alle var ved at blive myrdet. Disse rygter nåede forskellige nyhedsbureauer ved at passere via flere forskellige kilder.
I 1945 havde jøderne forfalsket titusindevis af nazi-dokumenter, der alle skulle tjene som bevismateriale for, at nazisterne havde begået et enormt massemord. Jøderne opfandt alt dette som led i et omfattende komplot. De udtænkte, hvilke steder, der fandt gasninger sted. De opfandt de teknikker, der blev taget i brug. De forfalskede fotografier og sneg dem ind blandt forskellige dokumenter. Jødiske kemikere regnede ud, hvordan tilsyneladende uskyldigt udseende bygninger senere skulle vise sig at bære spor af at have været brugt som gaskamre. Jøderne forfalskede rapporter om, hvor succesrigt gasningerne skred frem, og de forfalskede rapporter til Hitler om, at de østlige områder nu var jødefri. De forfalskede materiale om såkaldte ligkældre (Leichenkeller) og gav det udseende af, at disse var udstyret med brusere og gastætte døre. De opfandt hele historien om, at SS-folk blev sendt på mission til en særlig lejr for at vænne dem til tanken om, at myrde jøder i stor stil. Alt, rub og stub fra ende til anden, sørgede de for at forfalske.

"Revisionisten" Friedrich Berg redgør nærmere for dette forbløffende falskneri:

"Praktisk taget ethvert stykke 'bevismateriale' er en efterkrigsfabrikation, fremstillet af folk hyret til at fabrikere netop den slags 'bevismateriale',   eftersom der absolut intet bevismateriale fandtes til at begynde med."

Aha! "Folk hyret til at fabrikere den slags 'bevismateriale'"

Hvem hyrede mon disse folk?

Hvem var deres arbejdsgiver?

Og hvor mange ansatte var der?

Nu arbejder jeg selv i en ganske lille virksomhed. Den har kun ti ansatte. Den udretter ikke tilnærmelsesvis så meget, som det disse fantastiske jødiske falsknere øjensynlig har gjort. Efter min mening må disse fyre virkelig have været helt enormt produktive. Tænk Dem! Bygningsingeniører til at forfalske arkitekttegninger og byggeplaner, kemikere og krematorieksperter til at afgøre, hvordan nazisterne teknisk kunne gennemføre massemordet, stilistisk bevidste forfattere til at forfalske dagbøger fra Sonderkommando-medlemmer og begrave disse dagbøger et passende sted i Auschwitz (hvor de kunne forblive skjult for først at blive opdaget igen efter årtier), stemmeimitatorer og lydspecialister til at efterligne Himmlers timelange Poznan-taler, overordnede koordinatorer til at beslutte hvilke beskeder, der skulle af skrives af hvem og til hvem og om hvad. Og hertil kommer en betydelig sekretærstab til alt det praktiske. Milde himmel! Prøv at forestille Dem, hvor meget skrivemaskinepersonale hele "Operation Store Holo-svindel" ville have krævet! Der ville i bogstaveligste forstand have været tale om at skulle forfalske alt skriftligt materiale fra et helt ministerium under den tyske regering i en årrække på fire til fem år fra ende til anden.

At gennemføre alt det helt ned i den mindste detalje! Tænk, de endeløse mængder af papirer om, hvilke poster hvilket militærpersonnel skulle tildeles hvor og hvornår. Og de hvad med mængderne af papir om, hvor mange jøder fra hvilke områder, der skulle dræbes hvornår? Og alle de udregninger! Et kolossalt bogholderi med astronomisk mange bittesmå enkeltposteringer. Disse svindlere må også på en eller anden måde have opsnappet, hvordan Einsatzgrupperne bevægede sig rundt på forskellige krigsskuepladser og regnet ud, hvilke fanger de tog. Derefter må de have forfalsket dokumenter, så de viste, at Einsatzgrupperne henrettede alle jøderne iblandt fangerne, og endelig må de have sørget for, at anbringe disse forfalskninger på passende steder. Det er minsandten imponerende! Tænk engang! At forfalske hundreder og atter hundreder af Einsatzgruppe-rapporter. Og det er jo så bare Einsatzgrupperne alene. Det er jo i sig selv kun en million dræbte eller deromkring. Næ, gang med en faktor 10 og så først forstår man hvilken størrelsesorden, jødesvindlerne opererede med.

Men ikke nok med det! På en eller anden måde lykkedes det også jøderne at placere deres agenter sådan, at de kunne give deres forfalskede dokumentmateriale i hænde til Höss og Broad og Kremer og de dusinvis af andre nazister, der kom til at stå på anklagebænken i 1945 og 1946. Disse nazister reagerede velsagtens alle på samme måde til at begynde med: "Hvad?!" - "Det har jeg ikke skrevet!" - "Det kender jeg ikke noget til!" Men de dygtige jødiske agenter klarede selvfølgelig også dette problem ved at uddele et passende antal irettesættende øretæver, indtil nazisterne indrømmede, at det alligevel var sandt nok, at papirerne var deres. De jødiske agenter må sandelig have været effektive, for hver og én af nazisterne indrømmede ganske rigtigt, at det var sandt hvert et ord. De dér agenter må have været fantastiske til at få nazister til at indrømme hvad som helst. Især når man tænker på, at mange af disse nazister var hårdføre og prøvede militærfolk. Hvordan i al verden fik svindlerne dog fat på sådanne utrolige agenter?

Men ikke nok med det! Agenterne fandt også frem til nogle få tusinder jøder, som straks var parate til at lyve stærkere end en hest kunne rende og påstå, at Auschwitz var en udryddelseslejr og ikke bare en almindelig koncentrationslejr. Agenterne har velsagtens afholdt et stormøde, hvor de samlede alle "overlevende" jøder sammen og gav dem de nødvendige forhåndsinstruktioner. "OK, hør her!", har overjøden nok sagt til de andre: "Gentag efter mig: Auschwitz var ikke noget rart sted at opholde sig. Der var hverken svømmepøl eller biografteater, hvor I kunne more jer. Næh! Auschwitz havde gaskamre og krematorieskorstene. Og i sommeren 1944 brændte man lig i grave der. Alle I dér til venstre! I så rent faktisk folk blive slæbt ind i de dér gaskamre. Alle I dér til højre! I så det ganske vist ikke selv personligt, men I hørte en del om det!" Osv. osv.

Alt i alt udførte "de overlevende" deres job til topkarakter, og de sørgede omhyggeligt for at huske de instrukser, de havde modtaget. Nå ja, enkelte af dem blev lidt vel nidkære. De overdrev måske en anelse og begyndte at fable om enorme røgfaner, der væltede ud af krematorieskorstenene, selvom disse faktisk ikke giver meget røg fra sig. Sandt at sige var det kun ud fra disse ganske få fortalelser, at "revisionisterne" senere skulle nå frem til den konklusion, at alle "de overlevende" jøder løj. Men trods alt holdt "de overlevende" sig meget pænt til de historier, de havde fået besked på at lire af. Og dette gentog sig ganske mange gange. Også ved de senere retsprocesser i 50erne og 60erne. Selv ved de processer, der fandt sted i Tyskland, fandt de snedige jødiske agenter ud af at torturere de uretfærdigt anklagede tyskere til over for en tysk domstol at tilstå de forbrydelser, som de ikke begik.

Men højdepunktet af udspekulerethed er nu alligevel, at jøderne slet ikke lavede nogle dokumentfalsknerier, som kunne knytte Hitler til gaskamrene. Mærkeligt nok undlod de at fremstille en "Führer"-ordre, som kunne sætte Hitler direkte under anklage. Tværtimod foregav de, at gasningerne foregik i den yderste hemmelighed, og når de forfalskede mange af dokumenterne, sørgede de for at bruge et kodesprog, de selv havde udviklet med ord som "endelig løsning", "deportation mod øst" og "særbehandling". I stedet for at fabrikere byggeplaner til "gaskamre", fabrikerede de byggeplaner, som omtaler "en ligkælder" med "17 brusere", og derefter sørgede de for at lade disse byggeplaner gemme væk i mange, mange år for først langt senere at lade forskere opdage, hvor betydningsfulde de var. Det er simpelthen det ultimative, der nogensinde er præsteret inden for svindelnumre.

På mit kontor i den virksomhed jeg arbejder, har vi rigtig meget papirarbejde. Det foregår aldrig sådan, at vi alle sammen som ved et trylleslag bliver enige om, hvordan vi skal gribe en opgave an, hvorpå vi så udfører den. Man kunne ønske sig, at det fungerede på denne måde, men det gør det altså ikke. Samarbejde kræver en stadig kommunikation indbyrdes. Vi holder hele tiden møder. Nogle gange synes jeg ikke, jeg foretager mig andet end at gå fra det ene møde til det næste og sende notater til så den ene og så den anden om kommende møder og fotokopiere mødedagsordener. Og hvad der foregår på mit lille kontor af papirarbejde er så vidt jeg kan forstå kun de rene pebernødder ved siden af det, som virkelige bureaukrater i f. eks. ministerierne producerer.

Hele denne store jødiske forfalskelsesoperation må også have krævet en del papirarbejde. Gad vide, hvor mange mennesker, der har skullet til for at gennemføre alt dette? Halvtreds mennesker, måske? Nej, det slår ikke engang til for at bemande sekretærstaben. Er mon hundrede sekretærer nok? Eller tusinde? Nej, der skal sikkert meget mere endnu til. Vi må jo ikke glemme, at der er tale om hele lastvognstog af dokumenter. Men bare det fremstille falske dokumenter er jo for så vidt nemt nok sammenlignet med den langt sværere opgave, det så er at anbringe dem de rigtige steder. For slet ikke at tale om den indviklede koordineringsopgave med at finde ud af hvem, der skal gøre hvad, hvad der skal forfalskes hvordan, hvem materialet skal være belastende overfor og på hvilken måde etc. Tænk at få alt det til at passe sammen!

At få det hele til at passe sammen er faktisk, når det kommer til stykket, den allersværeste del af opgaven. De forfalskede dokumenter må jo ikke modsige de autentiske dokumenter, de anbringes sammen med og alle dokumenterne må kunne supplere og fuldstændiggøre hinanden. For hvert eneste dokument, der skal implicere noget, der står i et andet, eller henvise til et tredje, må der være hundredvis af andre dokumenter, der hele tiden skal tjekkes og krydstjekkes, således at det kan verificeres, at hele molevitten passer sammen. Kunne ti tusinde mennesker gøre det? Næppe.

Det er på tide at afbryde dette tankeeksperiment, for nu vil de fleste nok indrømme, at fantasien begynder at overgå virkeligheden i absurd grad. Efter hvad jeg har hørt, skal Microsofts ansatte sende op imod en million e-mails om ugen til hinanden. Lad os forestille os, at "Operation Store Holo-svindel" var et lige så stort foretagende som Microsoft, og at svindlerne derfor skulle kommunikere lige så meget med hinanden. Lad os antage, at halvdelen af denne kommunikation er mundtlig, og at det er lykkedes svindlerne at brænde 99,9 % af den nedskrevne kommunikation. Det efterlader os ca. 500.000 stykker skriftlig kommunikation imellem deltagerne i den "Store Holo-svindel". Lad os sige, at vi - hvis vi til svindlerne endvidere medregner de overlevende, der skulle forhåndsinstrueres og de nazister, der skulle bestikkes eller trues til at gå med på svindelnummeret - når op på i alt 20.000 mennesker, der har haft kendskab til "Operation Holo-svindel". Altså 500.000 dokumenter og 20.000 medvidere. Dette er naturligvis blot et groft skøn.

Så er det, at jeg gerne vil spørge de dér "revisionistiske" forskere om noget. Hvor er det egentlig henne altsammen? Hvad er der blevet af disse dokumenter? Hvad er der blevet af alle vidner, deltagere og medvidere i dette gigantiske svindelnummer? Åh javel, jeg forstår udmærket, at "revisionisterne" anser de fleste jøder for løgnere og bedragere. Selvom de ikke var blevet briefet på forhånd, ville de nok alligevel gerne gå med til at medvirke i "Den store Holo-svindel", om ikke andet så bare for at skaffe flere penge til Israel. Men ville alle jøder virkelig uden videre gå ind på denne historie? Kunne det ikke tænkes, at der et eller andet sted befandt sig bare nogle få ærlige jøder, som er parat til at indrømme, at de har lukket øjnene for det rene svindleri? Hvor er de i så fald henne, disse få retfærdige? Eller vi har måske at gøre med en eller anden vanvittig slags konspirationsteori, hvor netop selve manglen på modbevis viser, hvor udspekulerede de sammensvorne var?

Disse mange papirer, ja blot de enkelte papirer, som vi antager blev tilbage for hver 999, der blev brændt, de må da være spredt udover det meste af Østeuropa, skulle man synes. Bitte små stykker papir, hvor man f. eks. vil kunne læse ting som: "Kære Isaak --- Husk nu endelig at lække indholdet af dokument 495B-14 til London Times d. 13. august som aftalt. --- Hilsen Abraham."

Men hvor er de? Vis mig bare ét eneste! Vis mig hvad som helst! Jeg kunne godt tænke mig at se en besked fra den ene af svindlerne til en anden, et eneste stykke skriftligt vidnesbyrd, om at der fandt en svindel sted. Lad mig høre fra en eneste af Auschwitzs overlevende fanger, at der ikke blev gasset jøder, at det hele bare var løgn. Jeg insisterer ikke engang på, at få fat i et af de virkelig afslørende nøgledokumenter, der beviser, at der uden for enhver tvivl fandt en gigantisk konspiration sted. Jeg beder blot om det mindste stykke indicium. Og her taler jeg ikke om f. eks. indicier for, at lejrkommandant Rudolf Höss fik tæsk. Det er ikke overraskende, at krigsforbrydere udsættes for hårdhændet behandling af deres fangevogtere. Men hvis jeg ellers skal tro på, at Höss blev tortureret og hans familie truet for at få ham til at fortælle en ganske bestemt historie, hvad så med en eller anden indrømmelse eller antydning fra de konspiratorer, der stod bag torturen? Et brev sendt fra ham til sin familie eller lignende? Bare det mindste lille hint, som bekræfter den mindste mistanke, om at der overhovedet fandtes konspiratorer.

Jeg synes ikke, at det er urimeligt at bede bare om en eller anden lille detalje, der kan bidrage til at belyse, hvordan hele svindelnummeret blev sat i værk. Især ikke når "revisionister" som Mr. Berg udfordrer sine modstandere på denne måde:

Hvis Friedrich Berg finder det passende at spørge mig om, hvor mange cylindre en Nazistisk gaskammer-lastbil havde, synes jeg på min side, at det heller ikke er ganske upassende at bede ham om bare et dokument eller vidnesbyrd, der kan godtgøre, at det påståede kæmpesvindelnummer virkelig fandt sted og at den afsindige konspirationsteori er sandheden.

Bare ét eneste.